Koncerter

To koncerter i oktober måned

 

Onsdag den 9. oktober kl. 19.30 afholder kirken indvielseskoncert af det nye hybridorgel. Det gamle Starup-orgel fra 1971 blev i foråret renset og renoveret af firmaet Skandinavisk Orgelcentrum. Samtidig hermed besluttede menighedsrådet at udvide orglets klangmuligheder digitalt, så der i dag både er traditionelle piberegistre og nye digitale lydgivere i orglet. For at få det til at smelte sammen har man trukket på en af Danmarks dygtigste intonatører, Flemming Fald, som tone for tone har fået de to orgeldele til at fungere som en helhed.

Ved denne indvielseskoncert spiller organisten Torben Krebs et program, som både rummer barokmusik fra 1600-tallet og romantisk musik fra 1800-tallet. Torben Krebs er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium hos bl.a. Ulrik Spang-Hanssen med solistdebut i 1992. Han er lærer ved MGK Odense og Løgumkloster Kirkemusikskole. Samtidig fungerer han som Kirkeministeriets orgelkonsulent for Vestdanmark og er organist ved Thomas Kingos Kirke i Odense.

Ved koncerten vil intonatøren Flemming Fald og kirkens organist Jan Reich være nede i kirken og fortælle om orglet og musikken undervejs i koncerten.

 

 

 

 

Søndag den 27. oktober kl. 16.30 kommer Christoffer og Gorm Hovaldt til Hornbæk. Det er far og søn, og sønnen Christoffer synger baryton og far Gorm spiller trompet.

Christoffer Hovaldt er født i 1985 og interessen for musik har han tydeligvis ikke fra fremmede. I sine yngre år har han haft hovedroller i flere musicals og nu udbygger han sit klassiske repertoire som elev af sopranen Dorthe Elsebet Larsen.

Gorm Hovaldt er kendt af mange i og omkring Hornbæk Kirke, idet han i 25 år har været kirkens faste solist ved konfirmationer og på de store helligdage. Allerede som 5-årig begyndte han at spille trompet og modtog undervisning af sin far. I 1974 blev han tildelt Jacob Gades legat, og i 1976 studerede han hos solotrompetist Adolph Herseth fra Chicago Symphony Orchestra. Studierne fortsattes i 1977 i Frankrig hos Maurice André.

Han afsluttede sine studier med første del af musikvidenskab på Københavns Universitet og blev i 1982 statsprøvet musikpædagog fra "Det Kongelige Danske Musikkonservatorium" i København. Fra 1979 - 1986 var han ansat i Den Kongelige Livgardes Musikkorps, hvorefter han fik ansættelse i Sjællands / Tivolis Symfoniorkester. I 1988 blev han solotrompetist i samme orkester.

Ved koncerten i Hornbæk spiller og synger de sammen med organist Jan Reich et program, der både rummer klassisk musik og mere moderne toner.

 

Der er gratis adgang til koncerterne i Hornbæk kirke.

Ophavsret: