Præsten har ordet

KIRKENS DØRTRIN ER BLEVET LAVERE
 

Bryllupssæsonen er så småt ved at indfinde sig igen. Vi præster har fornøjelsen af at tale med og vie mange glade og forventningsfulde brudepar, også i løbet af den kommende sommer.

Meget ofte er et kirkebryllup forbundet med en del planlægning – og ikke så få omkostninger. Der skal ikke mangle noget på den store dag. Hverken i form af musik, mad, interessante og spektakulære køretøjer, blomster eller påklædning. For nogle er det simpelthen en del af det at blive gift. For andre kan de være lidt af en forventningspres at blive sat i.

Der er også dem, der vælger at lave en aftale med præsten en helt almindelig hverdag og blive gift uden den store ståhej. Dem har vi allerede haft en par stykker af i år.

Det samme gælder for dåb. Behøver man at invitere 60 gæster og feste igennem en hel weekend? Eller kan man holde det på et mindre plan og måske endda gøre begivenheden mere intens?

Jeg synes, store bryllupper og mange dåbsgæster er festligt. Det er imidlertid vigtigt at få sagt, at i kirken er der plads både til den form og til fejring af livets store begivenheder i mindre format. Og hvad enten man vælger det ene eller det andet, bør det være selve dåben eller selve vielsen, der er i centrum. Det et få Guds velsignelse eller at blive indlemmet i den kristne menighed, er jo, når alt kommer til alt, det vigtigste ved enhver kirkelig handling. Ellers ville man ikke vælge kirken som ramme for det, der sker.

Sidste skud på stammen hvad dåb og vielser angår, er drop-in dåb/vielse. Her er alt det overflødige skåret fra. Man kan komme som man er, der kræves ikke andet end viljen til at blive døbt/ gifte sig (og så noget dokumentation, forstås). Vores erfaringer med den slags tilbud er, at det er blevet lettere at komme ind i kirken. Det kræver ikke så megen forberedelse. Man kan forud for den kirkelige handling tale med sin præst om det, der er vigtigt, selve kernen i dåben eller vielsen. For tale med sin præst forud for handlingen, det er noget, man altid gør uanset antallet af gæster og tøjet og pynten.

Der er – selvfølgelig, fristes man til at sige - også modstand mod fænomenet drop-in. Den går ofte på spørgsmålet om, hvorvidt de mennesker, der kommer til den slags, nu også er seriøse nok. Om det ikke bare er en pludselig indskydelse, man har fået. Som om det var op til præsterne at vurdere folks sindelag og granske deres sjæle.
Jeg synes, det er uanstændigt at drage folks motiver i tvivl, når de kommer til kirken og vil døbes eller giftes. Det gør vi (forhåbentlig) heller ikke, når det drejer sig om en traditionel kirkelige handling.

Hvad enten man er til den ene eller den anden form skal man vide, at en kirkelig handling ikke behøver at koste spidsen af en jetjager eller mange ugers planlægning. Det kræver bare, at man tager telefonen og ringer til sin præst og laver en aftale. Tærsklen til kirken er lavere end man tror.


Af sognepræst Bodil Olesen

Ophavsret: