Lidt om konfirmationens historie

Vi plejer at sige, at konfirmationen er en kirkeskik, som blev indført i 1700 – tallet under pietismen. Man kan imidlertid finde traditioner, der minder om konfirmationen meget længere tilbage, faktisk helt tilbage i oldkirken. Og i den katolske kirke finder man ”firmelsen”, som er et sakramente på linje med dåb og nadver. I dette ritual indgår en salvning, og selvom dåb og firmelse af to, af hinanden uafhængige ritualer, er det som om dåben først er fuldgyldig, når firmelsen har fundet sted.

I den evangelisk – lutherske kirke betragtes konfirmationen ikke som noget sakramente. Den er ikke nødvendig som supplement til dåben, men anses vel af de fleste præster som en kærkommen lejlighed til at lade de unge mennesker stifte personligt bekendtskab med kirken og kristendommen i en anden ramme end den, skolen tilbyder. Uanset hvor god og kvalificeret skolen undervisning måtte være, ændrer det ikke på det forhold, at der i skolen kun må oplyses, mens kirkens opgave er at forkynde.

I 1736 indførtes konfirmationen som en tvungen kirkeskik, som havde visse borgerlige retsvirkninger. det var dengang ikke uden grund at man talte om at ”træde ind i de voksnes rækker”, når man blev konfirmeret. 
Man kan dele konfirmationsritualer op i to kategorier. Det ene, som er det pietistisk inspirerede lægger vægten på den enkelte konfirmands bekendelse til den tro, som hans/hendes forældre har døbt ham/hende ind i. Man møder stadig den opfattelse blandt konfirmander og forældre, at nu skal konfirmanden sige ja til den dåb, andre på deres vegne en gang sagde ja til. Det må være den forståelse, der ligger bag det svenske udtryk at man ”konfirmerer sig”. I Danmark bliver man konfirmeret, I Sverige gør man det åbenbart selv!

Den anden kategori af konfirmationsritualer giver udtryk for den forståelse, at det er Gud, der er den aktive. Det er Ham, der tilsiger konfirmanden sin velsignelse, hvorimod konfirmandens personlige tro træder lidt i baggrunden.

I virkeligheden ligger der nok lidt af begge opfattelser bag de tanker, de fleste af konfirmanderne har om den store dag. Men før den dag kommer, skal de gå så gruelig meget igennem. De skal til forberedelse, for den er en uomgængelig forudsætning for konfirmationen – som egentlig blot er en festlig og rituel afslutning på et forløb, hvor der har fundet en oplæring i kristendom og religiøs praksis sted. Det er her, i konfirmandstuen og i kirken, konfirmanderne forhåbentlig bliver en smule klogere på, hvad det vil sige at være kristen. Det kan man ikke bare læse om i en bog, det er en erfaring, man selv må gøre. Kan kirken hjælpe med den opgave, er formålet med konfirmationen egentlig opfyldt. Hvis man altså tager det med det lutherske alvorligt. For ham var det nemlig oplæringen og ikke selve konfirmationsritualet, der var hovedsagen. Og den stod det, også på Luthers tid, sløjt til med. Heller ikke på hans tid kunne folk Fadervor og trosbekendelsen. I den forstand var man ikke bedre stillet dengang, end vi præster er nu, når vi modtager årets konfirmander. 
Bodil Olesen

Ophavsret: